Udstillinger MINDstof & landsmænd mod landsmænd

Kunstnerduoen MINDstof undersøger krigens moralske gråzoner i ny udstilling i Flensborg

Hvad sker der med et samfund, når landsmænd begynder at slå landsmænd ihjel? Og hvordan lever historien videre i de mennesker, der står tilbage?

Det er nogle af de spørgsmål, Marianne T. Pedersen og jeg stiller i udstillingen MINDstof & landsmænd mod landsmænd.

Med afsæt i både det danske retsopgør efter 2. verdenskrig og den tyske modstand mod nationalsocialismen undersøger vi de moralske gråzoner, der opstår, når krig, ideologi og frygt splitter et samfund indefra.

Udstillingen kredser om de 46 danske kollaboratører, der efter krigen blev henrettet af den danske stat, og om tyske modstandsfolk og desertører, der blev dræbt af deres egne landsmænd under nazismen. Blandt dem er Sophie Scholl fra modstandsgruppen Weisse Rose, Sofie Schlegel fra kvindeoprøret i Pfullingen og Raymund Biedenbach, der blev henrettet i Murellenschlucht ved Berlin for at underminere militærmoralen.

Projektet placerer sig i et felt mellem kunst, erindring og historieskrivning. Historiske dokumenter og biografiske spor bearbejdes i maleri og tekstile værker, hvor materialerne bliver bærere af både sårbarhed, vold og tavshed. Udstillingen søger ikke at fordele skyld eller skabe nye heltefortællinger, men insisterer på kompleksiteten i de menneskelige valg.

For mig har arbejdet med portrætterne af de dødsdømte danske kollaboratører været præget af en vedvarende ambivalens. Det ubehagelige er, at man ikke kan fastholde en enkel position. Man kan føle afstandtagen og medfølelse samtidig. Det er netop den menneskelige kompleksitet, vi forsøger at fastholde i værkerne.

Udstillingen åbner i en tid, hvor spørgsmål om national identitet og autoritære strømninger igen præger Europa. Dermed bliver projektet ikke blot et historisk tilbageblik, men også et nutidigt refleksionsrum.

MINDstof & landsmænd mod landsmænd vises i Kunstforeningen Kunst & Co, Klostergang 8a, Flensborg, fra 21. august til 17. september 2026.

Ferniseringen fandt sted 21. august med åbningstale af journalist og forfatter Hans Christian Davidsen.

Ved finissagen den 17.9.26 kl. 19.00 – 21.00 holder Hans Christian Davidsen et foredrag. Det foregår på tysk og varer en time. Det er gratis at deltage men man skal tilmelde sig senest 14.9. pr mail: kunstundco@posteo.de

Hans Christian Davidsen er kulturredaktør på Flensborg Avis og har både gennem sit journalistiske arbejde og som forfatter beskæftiget sig indgående med nationalsocialismen i Slesvig-Holsten.

Han har blandt andet udgivet bøger om Emil Noldes forhold til nationalsocialismen samt om Flensborg som endestation for „Rattenlinie Nord“, en betydningsfuld flugtrute, som mange nationalsocialister benyttede for at komme til Flensborg.

I sit foredrag fortæller han, hvorfor det i Flensborg især var de „små fisk“, der betalte den højeste pris, mens mange af de hovedansvarlige i vid udstrækning slap for straf og blev integreret i det vesttyske efterkrigssamfund. Derudover skildrer Davidsen begivenhederne i Flensborg i maj 1945 og belyser de kontroversielle debatter om erindringskulturen i byen ved fjorden.

I forbindelse med udstillingen har vi lavet et katalog, som både er udkommet på dansk og på tysk. Det kan købes direkte hos os eller hos Svend A Larsen Boghandel i Aarhus. I udstillingsperioden kan det også købes hos Kunst & Co.

Vi har modtaget økonomisk støtte fra Grosserer L.F. Foghts Fond og Alfred Toepfer Stiftung.

Hans Christian Davidsens åbningstale – oversat fra tysk til dansk:

“Af alle steder er Flensborg efter min mening det bedste sted at vise udstillingen „MINDstof & landsmænd mod landsmænd“.

De to danske billedkunstnere Marianne T. Pedersen og Lotte Kejser tager i deres værker udgangspunkt i det juridiske opgør i Danmark efter den tyske besættelse af landet fra 1940 til 1945 – og i modstanden mod Det Tredje Rige. I den sammenhæng er modstandsgruppen “Weiße Rose” formentlig den mest kendte.

Deres kunst vises netop her i Flensborg – i en by, hvor dansk og tysk nationalitet og kultur gennem århundreder både har levet fredeligt side om side og har stået i skarp konflikt med hinanden.

Kunstnerne beskæftiger sig med danskere og tyskere, som under og efter krigen blev dræbt af deres egne landsmænd, fordi de stod „på den anden side“. I Danmark gælder det blandt andre de 46 kollaboratører, som efter krigen blev dømt til døden ved domstolene.

Det gælder også de ufatteligt modige tyske modstandsfolk og desertører, som blev henrettet.

Også her er der en direkte forbindelse til Flensborg. I Flensborg, i Sønderborg og på Flensborg Fjord blev unge soldater henrettet for desertering, selv om de først havde forladt deres tjeneste i krigens allersidste dage – altså på et tidspunkt, hvor krigen for længst var tabt. Og senest efter Hitlers selvmord den 30. april 1945 kunne de under alle omstændigheder ikke længere være bundet af deres personlige ed til ham.

De sidste dødsdomme blev fuldbyrdet den 10. og 11. maj 1945 i og omkring Flensborg. Det er næsten bizart, for den samlede kapitulation havde allerede fundet sted den 8. maj. Diktaturet viste sig at være langt mere sejlivet, end man skulle tro.

Et af Lotte Kejsers ekspressive oliemalerier på denne udstilling henviser til Jørgen Lorenzen, lederen af den paramilitære og berygtede Lorenzen-gruppe under den tyske besættelse af Danmark. Hans hustru og medkæmper Anna Lorenzen blev ligesom sin mand dømt til døden efter krigen, men senere benådet. De færreste ved formentlig, at Anna Lorenzen efter sin fængselsstraf flyttede til denne egn – først til Eckernförde og senere til Tarp syd for Flensborg, hvor hun boede på et dansk plejehjem. Her knyttede hun tætte venskaber i det danske mindretal, hvis medlemmer beskrev hende som et særdeles venligt og elskværdigt menneske.

Disse venskaber er bemærkelsesværdige, for fra 1940 til 1945 havde Anna Lorenzen arbejdet på den tyske besættelsesmagts side. Samtidig oplevede det danske mindretal i Sydslesvig efter 1945 en kraftig tilgang af mennesker, som bevidst ønskede at distancere sig fra det tyske.

I Danmark er den juridiske efterbehandling af krigsårene stadig omstridt, fordi dommene blev afsagt på grundlag af love med tilbagevirkende kraft. I den danske offentlighed blev kollaboratørerne betragtet som udskud – og kun sjældent blev de længere opfattet som mennesker.

Det er svært at undgå Lotte Kejsers oliemalerier. Det er ansigter, hvor de vigtigste træk mangler: øjne, næse og mund. Derfor virker de ikke blot anonyme – det er, som om deres menneskelighed også er blevet taget fra dem.

Da jeg betragtede disse billeder, skete der imidlertid noget bemærkelsesværdigt: Netop fordi ansigtstrækkene mangler, begyndte jeg at lede efter menneskeligheden. Det er svært at acceptere et ansigt uden menneskelige træk.

Så jeg begyndte at lede efter det menneskelige – og dermed skete faktisk det modsatte af det, der overgik de danske kollaboratører og landsforrædere: På mange måder blev de fuldstændig frataget deres menneskelighed.

I kontrast til disse ansigtsløse ansigter står portrætterne af de tre tyske modstandsfolk Sophie Scholl samt de mindre kendte Raymund Biedenbach og Sofie Schlegel. Det er portrætter – men på ingen måde naturalistiske portrætter.

Den dystre fortid fra årene 1933 til 1945 bliver som regel formidlet gennem film, lydoptagelser eller tekster – altså gennem det modsatte af stilhed.

Det særlige ved denne udstilling er netop stilheden. Meget bliver ikke sagt direkte og overlades derfor til os som besøgende og til vores egen fortolkning.

Det bliver særligt tydeligt foran Marianne T. Pedersens værker „Paradearkiv“ og „Skjorterelief“. Med 46 herreskjorter mindes „Paradearkiv“ de 46 mænd, der i den danske retslige efterbehandling mellem 1946 og 1950 blev dømt til døden. De otte skjorter i „Skjorterelief“ repræsenterer de skytter, der fuldbyrdede dødsdommene.

Det poetiske kunstværk „Skydeskuret“ går lige under huden. Det henviser til de skure, hvor de dødsdømte blev skudt i København og ved Viborg i Jylland.

Jeg håber meget, at mange mennesker vil finde vej til denne udstilling – forhåbentlig en god blanding af danskere og tyskere. Med denne vellykkede udstilling af Marianne T. Pedersen og Lotte Kejser befinder vi os i et grænseland – i både bogstavelig og overført betydning.

Temaerne er gammeltestamentlige: Det handler om retfærdighed og hævn, men også om det mere nytestamentlige motiv, medfølelsen. Begreberne stammer fra fortiden, men jeg er overbevist om, at denne udstilling i særlig grad peger ind i vores egen samtid.

Derfor vil jeg gerne invitere alle gæster til selv at gå rundt i udstillingen og give sig tid til at tænke over de enkelte værker.

Mange tak for denne imponerende udstilling.”