MINDstof III, Hans Horn og den forbudte skov
Det er nu tredje gang de to midtjyske billedkunstnere Marianne T. Pedersen og Lotte Kejser udstiller sammen under navnet MINDstof. Denne gang udstiller de under samme tema både i Pakhuset i Viborg, på Dokk1 i Aarhus og i perioden 12.4. – 1.9.24 på Kystmuseet Bangsbo i Frederikshavn.
Den første MINDstof-udstilling kunne opleves i efteråret 2020 i Museum Ovartaci´s Pop-up-museum i Aarhus N og den anden i Helligåndshuset i Randers i foråret 2022.
Et gennemgående træk for MINDstof-udstillinger er gennem materialiteten, farven og formen at udforske tanken, sindet og mennesket. Begge kunstnere betjener sig som surrealisterne før dem, af en på samme tid kontrolleret, ekspressiv og ladet stil, som understøtter deres værkers bagvedliggende dybdepsykologiske intentioner.
MINDstof III, Hans Horn og den forbudte skov er et dialogarbejde på tværs af tid og rum mellem de to nulevende billedkunstnere og den afdøde læge, billedkunstner og tyske soldat Hans Horn. Hans Horn er kendt for sine ekspressive og stærkt personlige skildringer af krigens gru og traumatiske følgevirkninger på krop og sind.
MINDstof III, Hans Horn og den forbudte skov tematiserer krig, magtanvendelse og krigstraumer gennem den flerstemmighed, som de tre kunstneres værker skaber i mødet med hinanden. Set i lyset af krigen i Ukraine og i Mellemøsten har temaet om krigens grusomhed og hemmelighedskræmmeri fået fornyet kraft og relevans.
Udstillingen har en stærk lokal tilknytning til Viborg, hvor historien om den forbudte skov er opstået.
Marianne T. Pedersens præcise og til perfektion udførte tekstilværker kredser om magt, krop, sind, ydre/indre, fetich og repræsentation. I denne sammenhæng har hun skabt en række værker, der tager afsæt i barndomserindringen om ”den forbudte skov”, Undallslund. Den skov hvor børn ikke måtte komme, fordi ”den var hjemsøgt af onde kræfter”, lige siden den danske ordensmagt henrettede 16 kollaboratører der efter afslutningen på 2. verdenskrig.
De to kunstnere har fået adgang til Undallslunds hemmeligheder og i arkiverne har de fået ny viden om hvad, der i virkeligheden foregik i den forbudte skov. I sine nye værker udfordrer Marianne T. Pedersen barndommens tabu og udforsker de psykologiske implikationer i forbindelse med de virkelige hændelser gennem værkernes figurative og surrealistiske udtryk.
Lotte Kejser beskæftiger sig med de 16 henrettede kollaboratører i minutterne før de rammes af de dræbende kugler. Hendes viden om dem kommer fra arkivalier, der beskriver de henrettede op til likvideringen. Lotte Kejser benytter sin ekspressive og semifigurative stil til at fremstille mændenes sindstilstande kort før drabene.